Der er mange måder at komme fra A til B på. Tager du bilen? Cykler du? Offentlig transport? Der er nemlig penge at spare, lige meget hvordan man kommer frem og tilbage. Det kan være nødvendigt med en bil, for at få hverdagen til at løbe rundt, men du kan også gøre noget for at bruge færrest muligt penge på den. Det kan også være at du tager bussen om morgenen, eller toget når du skal over længere distancer. Monni.dk giver dig de bedste tips til, hvordan du sparer på transporten lige her.
Lad bilen stå – eller skil dig af med den
Hvis du har en bil, vil det naturligvis spare sig at bruge den mindst muligt. Hvis du ikke har så langt på arbejde, så bør du tage cyklen. Det gælder også for de små ture til træning, ned at handle og når du ellers kan komme til det. Det er både sundere for dig selv, og du er med til at redde miljøet. Det kan selvfølgelig også være en nødvendighed at bruge bilen dagligt, hvis du har langt på arbejde eller ofte skal udenbys. I det tilfælde, kan du følge nogle af de nedenstående tips. Hvis din bil primært står i indkørslen, så kan du overveje at sælge den. Det kan stadig lade sig gøre at komme afsted på andre måder, hvis det skulle blive nødvendigt. Ved at sælge din bil, kan du hurtigt tjene en god sum penge, som kan anvendes til at betale gæld af, eller geninvestere.
Spar på benzin eller diesel
Du kan sagtens spare penge på dit benzinforbrug. På den lange bane betaler det sig at finde de rigtige benzinpriser. Du kan selv gøre forarbejdet hjemmefra med benzinpriser.dk, som også har en app til din telefon. Typisk så er benzinpriserne lavest før kl. 10 om formiddagen, hvilket du kan forsøge at udnytte. Hvis du akut har brug for at tanke, så undgå helst tankstationerne ved motorvejene, da de typisk er dyrere på literprisen
Afhængigt af din årlige kørsel og brændstoføkonomien, så kan en stigning i benzinpriserne på 1 kr. give dig en forøget udgift på 100-150 kr. i måneden. Benzinpriserne afgøres af mange forskellige variabler. Det er udbud og efterspørgsel, som er kernen i prisfastsættelsen. En udmelding fra OPEC vedrørende det fremtidige udbud af benzin, kan f.eks. presse priserne hurtigt, da virksomhederne som forhandler med olie tager større risici. Også en ændring i dollarkursen kan gøre en forskel, da producentprisen på brændstof baseret på olie, bliver afregnet i dollars. Benzinudgifterne for en bilejer, dækker ca. 20-25% af de samlede biludgifter, men det er rent faktisk bilens værditab, som er den største udgift. Det er dog først når bilen skal sælges, at man rigtigt mærker det, og så kan benzinpriserne lige pludselig alarmere i budgettet.
Afgifterne i Danmark forøger faktisk den normale benzinpris, så den bliver over dobbelt så høj. Det er energi og CO2-afgifer, som det drejer sig om, hvorefter der kommer moms oven i. Du kan se her, hvordan afgifterne bliver beregnet. For diesel, er afgifterne lavere, så på trods af at producentprisen på diesel er højere end på benzin, så betaler du mindre for diesel ved standerne pga. afgifter.
Offentlig transport
Hvis du hyppigt benytter dig af offentlige transportmidler, er der også ting du kan tjekke op på, for at spare hver måned. Hvis du kører den samme strækning hver dag, er den billigste løsning typisk at vælge periodekortet, hvor du både kan køre med tog, bus og metro. Rejser du i stedet over forskellige distancer, så er rejsekortet den billigste mulighed. Rejsekortet sørger for, at du kun betaler for den præcise afstand som du rejser. På den måde ender du ikke med at betale ekstra, fordi du skal rejse et bestemt antal zoner. Hvis du kun rejser med offentlig transport engang imellem, bør du foretrække busser, da du får den billigste enkeltbillet der.
Hvis du blot skal rejse et sted hen en enkelt gang, og du ikke selv kan køre, kan det anbefales at bruge GoMore. GoMore er en samkørselsapp, som kan give dig et lift til en rimelig pris. Det er billigere at rejse en strækning på denne måde, end at tage med toget, så det kan sagtens betale sig. Hvis du rejser alene, får du også lidt selskab på turen, hvis det er at foretrække.
Delebiler
Hvis du blot har behov for en bil i en bestemt periode, kan du overveje en delebil. Delebilen kan lejes, i den periode du ønsker, og du skal ofte ikke selv tænke på vedligehold af bilen. Prisen for dette afhænger af antal timer og km. samt biltype og oprettelse. Hvis dit budget tillader det, og du ikke kan undvære bilen, så kan dette være den rette løsning for dig. De største udbydere, finder du dog primært i storbyerne.
Bilforsikring
Som alle dine andre forsikringer, kan der være noget at hente på bilforsikringen. Undersøg dine muligheder, for at spare på din forsikring, ved at tage kontakt til nogle forskellige udbydere. De vil ofte komme med et bedre tilbud. Men dette gælder generelt for dine forsikringer. Det giver selvfølgelig ikke mening at have forsikring hos en masse forskellige udbydere, så find ud af hvor du får den bedste løsning. Dette findes der også sammenligningsservices til, som kan hjælpe dig.
Kør grønt
Du kan med teknik spare penge på din biløkonomi. Ved at have et grønt køreadfærd, slider du mindre på bilen og dit budget. Du vil blive overrasket over, hvor man ekstra kilometer der kan trækkes ud af din bil, ved at have en effektiv kørestil. Her er nogle af de ting du kan gøre.
På nyere biler tilføres der ikke brændstof til motoren, hvis du slipper speederen og holder bilen i gear. Dette kan du anvende, når du skal sænke farten hen mod en lysregulering eller andre kryds. Det er dog en god idé at give et let tryk på bremsen, så de bagvedkørende biler kan se at du nedsætter farten på bremselyset. Når du skal op i fart, så er det en fordel at nå den ønskede hastighed hurtigst muligt. Hvis det passer til situationen, kan du springe et gear over – fra 2. til 4. eller fra 3. til 5. Lavest mulige omdrejninger, er med til at hjælpe din brændstoføkonomi. Kører du på motorvej eller motortrafikvej, så bør du bruge fartpiloten hvis du har den. Det kan spare på brændstoffet, da du fastholder samme hastighed. Husk på, at overhalinger kun får dig et par pladser frem i rækken. Hellere komme frem ti minutter senere, end slet ikke at komme frem. Ved at køre 110 km/t i stedet for 130 km/t, kan du spare 20% brændstof pga. luftmodstanden.
Mange af de ting som bruger strøm i bilen, øger også benzinforbruget. Sluk derfor de ting du ikke bruger, som f.eks. klimaanlæg og sædevarme. Du kan ligeledes anvende din brændstofmåler, hvis du har en. Tager du f.eks. bilen på arbejde, kan du prøve at vinde over dig selv i at bruge mindst muligt brændstof på strækningen. Inden du kører afsted, så sørg for at du ikke har unødvendig vægt på. Tag cykelstativet ned fra taget, og sæt værktøjet et andet sted end i bagagerummet. En ekstra vægt på 100 kg, kan øge dit brændstofforbrug med 4%.
Tjek dit dæktryk jævnligt. Selv et dæktryk som er 0,5 bar for lavt, kan ændre benzinforbruget på sigt. Samtidigt skåner du dine dæk, ved at have det rigtige dæktryk. Når dækket har mistet luft, så er berøringsfladen til vejen større, hvilket skaber en større modstand for bilen, hvilket sender den på overarbejde.
Gør det selv
Hvad end der er tale om bilen eller cyklen, så kan det godt være en fordel at kunne fixe nogle ting selv på køretøjet. Hvis der er nogle småskavanker, så tag værktøjet i hånden og reparer det selv. Hvis det er for teknisk til dine egne evner, bør du selvfølgelig ikke gøre det, da det kan forværre situationen og gøre det endnu dyrere. Hvis du selv giver dig i kast med projektet, og mangler nogle reservedele, så er det klart billigst for dig at handle online efter dem. Når problemet med dit køretøj opstår, så sørg for at gå i gang hurtigst muligt, så der ikke slides ekstra på skaden, som igen vil gøre reparationen dyrere.
Sammenkørsel
Prøv at slå dig sammen med dine kollegaer eller holdkammerater fra sport. Hvis i bor i samme by, kan i dele omkostningerne til og fra arbejde eller træning/kampe. Der er mange andre situationer, hvor det kan være nyttigt at køre sammen med andre du kender. Så er der også nogle at snakke med på turen.
Find den billigste mekaniker
Er bilen eller cyklen i stykker? Hvis ikke du selv kan fixe problemet, må man jo til mekanikeren. Som i mange andre tilfælde, bør du gøre en indsats for at finde det billigste sted at få det lavet. Man ønsker nok heller ikke at der bliver gået på kompromis med kvaliteten af det som bliver lavet, men vurdér en ekstra gang, hvor du sender dit køretøj hen.
Du kan prøve autobutler.dk, hvor du får 3 tilbud fra 3 forskellige værksteder, så får du den bedste pris!