Monni.dk er et affiliate-site indeholdende reklameartikler og reklamelinks, drevet i kommercielt øjemed
← Back to the blog
Author: Preben Mouritzen

Billån – i banken eller hos forhandleren?

Written: 29. november 2018

Last Updated on by

Hvad er fordele og hvad er ulemper, hvis du vælger at tage et billån i banken eller du vælger at tage det hos forhandleren? Det er hvad denne artikel sætter fokus på.

Det er søndag eftermiddag. Du har lige givet dig selv en oplevelse ved at tage en prøvetur i en spritny Toyota Auris hybridbil, som du øjeblikkelig lod dig forelske i.

Forhandleren har givet dig den pris, han vil give for din 7 år gamle VW Golf og I er blevet enige om en byttepris på i alt 165.000 kr., som du skal ud og have finansieret.

Så kommer spørgsmålet: Hvor skal du låne dem? I banken eller ude hos forhandleren igennem dennes finansieringsselskab.

Er prisen det helt afgørende parameter for dig, så skal du i udgangspunktet vælge et lån hos forhandleren, som også giver dig et hurtigt svar på din låneansøgning. Men er du typen, som søger trygheden ved at drøfte det med din rådgiver og ikke skylde flere steder, så skal du gå til din bank.

Derfor er svaret på spørgsmålet i overskriften heller ikke så enkelt.

Lad os derfor prøve at give et overblik over, hvilke fordele og ulemper der er ved at vælge enten den ene eller den anden mulighed.

Lad os først kigge på banken.

Banken kender dig og din situation

Først og fremmest er du et kendt ansigt i banken, hvor din bankrådgiver kender dig og din økonomi og kan rådgive dig omkring finansieringen og din samlede økonomiske situation. Måske har din bankrådgiver mulighed for at kombinere dit nye billån med dine andre lån i banken, og således få renten længere ned.

Men prismæssigt vil banken næppe kunne konkurrere med forhandlerfinansieringen, og der vil som hovedregel altid være tale om en variabel rente, hvilket jo betyder at renten kan stige eller falde og du ikke kan være sikker på hvad den månedlige ydelse er i hele lånets løbetid.

Det kan du komme udover, hvis du har mulighed for at finansiere din nye bil igennem et tillægslån i friværdien i dit hus.

En anden ulempe ved at vælge billånet i banken kan være, at det kan reducere mulighederne for at optage andre lån i banken fordi du så at sige har opbrugt det maximale lånebeløb, som banken vil stille til rådighed for dig ud fra den økonomi, du har.

Billigere rente hos finansieringsselskabet

Kigger vi på finansieringsselskaberne så er den helt klar fordel prisen – altså størrelsen på den rente, du skal betale for at låne pengene. Du kan selv vælge om du vil have en variabel rente eller du vil have en fast rente i hele lånets løbetid. Den faste rente koster en lille smule mere i måned ydelse, som så til gengæld ligger fuldstændig fast i hele lånets løbetid.

Det går også ofte hurtigere med at få svar på en låneansøgning hos et finansieringsselskab end hos en bank. Man kan udfylde papirerne nede hos forhandleren og ofte få svar med det samme.

Låner du hos et finansieringsselskab bevarer du også dine fremtidige lånemuligheder i banken, jf. ovenfor.

Men vælger du finansieringsselskabet skal du huske at se lånevilkårene godt og grundigt igennem, så du ikke skriver under på noget, du senere fortryder. Det kan være nogle høje etableringsomkostninger, opkrævningsgebyrer, prisen for at betale ekstraordinære ydelser eller prisen for at komme ud at lånet uden alt for store strafrenter. Og husk også at tjekke finansieringsselskabet, så du ikke havner i klørene på nogle dubiøse udbydere.

De større bilmærker har deres eget finansieringsselskab, som fx Toyota Finans, Ford Credit og Skoda-Finans.

Mange andre overvejelser inden bilkøb

Finansieringen er blot et af mange overvejelser man skal gøre sig, hvis man skal have ny bil. Der er mange andre ting, der skal overvejes inden man sætter sin underskrift på slutsedlen.
FDM har på deres hjemmeside, www.fdm.dk netop udgivet en miniguide med seks gode råd til at træffe de rigtige valg. De gode råd kommer her:

Undersøg bilmarkedet

Det kan betale sig at begynde dit bilkøb i ro og mag hjemme ved computeren. Vi har gjort det nemt for dig at få et overblik over bilmarkedet, inden du tager ud at kigge på biler. På FDM biler.dk kan du se en oversigt over nye biler på det danske marked. Du kan også søge ud fra forskellige kriterier, fx udstyr, brændstof og biltype. Du kan også sammenligne bilkøb og privatleasing.

Ny eller brugt bil

Det er svært at svare entydigt på, om det bedst kan betale sig at købe ny eller brugt bil. Der er fordele og ulemper ved begge løsninger. Her gælder det blandt andet om at se på jeres behov på længere sigt og økonomien. Desuden har det betydning, hvordan bilmarkedet generelt ser ud.

Fabriksny bil:
En fabriksny bil kan have den fordel, at den ofte er udstyret med det nyeste sikkerhedsudstyr, og der i de første år er nyvognsgaranti på bilen. Du vil derfor i en årrække ret præcist kende bilens omkostninger. Ulempen kan være, at du ikke kender bilmarkedet fremadrettet og derfor ikke kan være sikker på, hvad bilen er værd, når du skal af med den igen. Er du i markedet efter en ny bil, kan du også overveje om privatleasing passer til dine behov.

Brugt bil:
En brugt bil giver ofte mulighed for at få en lidt større bil, end hvad du kunne få af fabriksny bil for de samme penge. Til gengæld er der på en brugt bil ofte ikke længere fabriksgaranti på bilen, og du skal derfor beregne udgifter til diverse reparationer.

Benzin, diesel, el eller hybrid

Står valget mellem en benzin- eller dieselbil er grundreglen, at hvis du primært kører korte ture med din bil, bør du overveje en benzinbil. Pendlerne, der bl.a. dagligt kører 30 km eller derover, kan derimod overveje diesel. En dieselbil er som udgangspunkt dyrere at reparere end en benzinbil.

Overvejer du om løsningen måske er en el- eller hybridbil, er der kommet mange muligheder i både størrelser og prisklasser. Tidligere var især elbilens rækkevidde en udfordring, men i dag kører mange længere på en opladning, og der er mange lademuligheder over hele landet. Med hybridbilen kan du kombinere el og benzin/diesel kørsel.

Styr på økonomien

Biløkonomi handler om, hvilken økonomisk ramme du har at handle bil for, forhandling af bilens pris og i sidste ende finansiering.

Inden du gør i gang med at købe bilen, skal du vurdere, hvad din økonomiske ramme er – og hold fast i den. Det er nemt at blive fristet af en anden model eller ekstraudstyr. Uanset om du køber ny eller brugt bil, er bilens pris altid til forhandling.

Start med at forhandle en god pris på bilen og derefter ekstra udstyr til bilen. Ser du på ny bil, bør du også tage bilens garanti med i dine økonomiske betragtninger. Overvej også en service- eller reparationsaftale på den nye bil. Overvejer du brugt bil, skal du i dit bilbudget beregne at skulle betale årlige reparationer på bilen.

Der kan være tusindvis af kroner at spare ved at vælge det rigtige billån, så brug god tid på at indhente tilbud til sammenligning. Det samme gælder priser på bilforsikring.

Tjek den brugte bil før bilkøb

Uanset om du køber brugt bil hos en forhandler eller privat, er det vigtigt at tjekke bilen grundigt. Dels bør du prøvekøre bilen, og dels bør du gennemgå bilen for fejl og mangler. Du kan selv gennemgå en række ting på bilen og bruge FDMs tjekliste undervejs.

Det kan også være en god ide at få foretaget en brugtbiltest hos FDM for at finde eventuelle skjulte fejl og mangler, der bør udbedres før købet.

Få tjekket din slutseddel

Når du er klar til dit bilkøb, skal der udarbejdes en slutseddel. Du kan ikke fortyde et bilkøb, når du først har skrevet under på din slutseddel. Før du skriver under på slutsedlen, kan du dog tage forbehold for, at FDM kan godkende bilhandlen, hvis du køber bil af en erhvervsdrivende.

Køber du bilen hos forhandleren, har han normalt sin egen slutseddel. Du bør medbringe FDMs tillæg til slutseddel for at sikre dig bedst muligt. Desuden bør du tage forbehold for, at FDM kan godkende handlen. Dette er allerede fortrykt på FDMs tillæg til forhandlerens slutseddel. Efterfølgende sender du slutsedlen til FDM og får en juridisk gennemgang af aftalen.

I 2017 gennemgik FDM over 1000 slutsedler og så kun én slutseddel, der ikke var bemærkninger til. Halvdelen af slutsedlerne kom retur til vores medlemmer med besked om, at FDM enten ville fraråde handlen eller fraråde handlen, hvis ikke aftalen blev ændret på væsentlige punkter.

Køber du bilen privat, kan du hente FDMs slutseddel, som du og sælger skal udfylde og underskrive. Husk at undersøge, om der er restgæld i bilen, inden du køber den.

Omregistreringen af bilen kan du og den private sælger foretage på et af FDMs testcentre eller via SKAT’s hjemmeside (med Nem-id). FDM anbefaler, at I omregistrerer bilen sammen, inden bilen overdrages.

Om forfatteren Preben Mouritzen er bankuddannet i Midtbank i 1973 og har erfaring fra mange forskellige afdelinger i banken. Derudover har han 22 års erfaring som marketingchef i Vestjysk Bank og efterfølgende ejer af eget marketingbureau med fokus på kommunikation for banksektoren. Ekspert i undersøgelser, analyser og kundekommunikation for den finansielle sektor.