Monni.dk er et affiliate-site indeholdende reklameartikler og reklamelinks, drevet i kommercielt øjemed
← Back to the blog

Forstå din lønseddel på 10 minutter

Written: 9. januar 2020

Last Updated on by

Forstå din lønseddel på 10 minutter

Modtager du også en lønseddel hver måned, som ryger i arkivet med det samme, fordi du ser indholdet som rent volapyk? Du tjekker måske lige din udbetaling og tænker det stemmer fint. Lønsedler kan være meget forskellige og svære at tyde. Du får her en hurtig gennemgang af, hvordan du forstår din lønseddel.

Lønsedlen er din kvittering for den løn, du har tjent. Det er et krav, at følgende elementer kan ses på din lønseddel:

  • Navn
  • Adresse
  • CPR-nummer
  • Lønperiode
  • Arbejdsgivers navn
  • Arbejdsgivers adresse
  • CVR-nummer
  • Dato

Grundløn og timeløn
Lønsedlen viser dig, hvor meget du får i grundløn hver måned. Der vises typisk det samlede beløb for måneden, timelønnen (sats) og antallet af timer du har arbejdet (enheder). Er du ansat fuldtid, vil timeantallet altid vise det samme, som typisk lyder på 160,33 timer, afhængigt af overenskomst og arbejdsforhold.

AM-Bidrag
AM-bidrag står for arbejdsmarkedsbidrag, og er en skat som din arbejdsgiver skal betale. AM-bidraget udgør 8% af din løn. Det vil fremgå på lønsedlen hvilket beløb der bliver trukket fra, hvor mange procent der trækkes og hvordan det bliver regnet ud. AM-bidraget trækkes efter dit eget pensionsbidrag og ATP er trukket fra. Arbejdsmarkedsbidraget bliver trukket før A-skat

Bruttoløn/Nettoløn
Din lønseddel vil vise dig, hvor meget du får i bruttoløn, og hvor meget du får i nettoløn. Bruttolønnen er det beløb, som du får i løn før skat. Nettolønnen er det beløb du får i løn efter skat. Nettolønnen er altså det beløb, som bliver sat ind på din konto.

A-skat
A-skat er den skat som de fleste snakker om og kender. Din arbejdsgiver skal betale A-skat af din løn til SKAT, på dine vegne. På din lønseddel, kan du se hvilket beløb der bliver trukket i A-skat, hvilket beløb der bliver trukket fra, og hvilken skatteprocent der bliver trukket. Derudover kan du se hvordan det beregnes.

ATP-bidrag
ATP står for arbejdsmarkedets tillægspension. Dette er et lovpligtigt pensionstillæg, som alle virksomheder med ansatte skal betale. Din arbejdsgiver betaler 2/3 af beløbet, hvor du selv betaler 1/3 af beløbet gennem din løn. Derfor ses det på din lønseddel, hvilket beløb du betaler til ATP. Som fuldtidsansat vil du efter 2018-satsen, modtage ca. 284 kr. pr. måned til din folkepension. Heraf betaler din arbejdsgiver 189 kr., hvor du selv betaler 95 kr. fra din løn.

Forskudt tid eller særlig tid
I tilfælde af, at du arbejder i butik, så vil du gennem din overenskomst få et tillæg for de timer du arbejder efter kl. 18 i hverdage, lørdage og søndage. Dette gælder også for mange større restaurantkæder, men ikke alle. Er din arbejdsgiver ikke dækket af en overenskomst, så aftales forskudt tid selv med arbejdsgiveren. Det kan dog være forskelligt om forskudt tid skal aftales selv, afhængigt af overenskomsten, så tjek det.

Alt efter hvordan din aftale er sat sammen omkring forskudt tid, så vil antallet af timer fremgå af din lønseddel, lønsatsen du får for det, og det samlede beløb du får.

Tillæg
Tillæg skal også fremgå af din lønseddel. Der er nogle forskellige typer af tillæg:

Personligt tillæg: Det personlige tillæg, kan være noget du har forhandlet dig frem til, eller hvis du f.eks. har udvidet dine kompetencer, fortjent dig til tillægget.

Anciennitetstillæg: Hvis du har været hos samme arbejdsgiver i en lang årrække, og du får et tillæg for din indsats oven i grundlønnen.

Overarbejde: Hvis du har arbejdet over din normalt aftalte arbejdstid. Tillægget for overarbejde i hverdage, er 50% de første 3 timer, herefter 100%. På søndage og helligdage er der 100% tillæg, samt alt arbejde mellem kl. 24 og 6.

Opdager du, at du ikke har modtaget de tillæg du har krav på, så kan du få dem udbetalt med tilbagevirkende kraft i op til fem år.

Disponibel dato
Viser datoen for, hvornår din nettoløn er til rådighed på din konto.

Feriepenge- og tillæg
Du ser typisk i bunden af din lønseddel, hvor meget du samlet har optjent i feriepenge før skat. Det fremgår ligeledes, hvilket beløb der overføres til din feriepenge-opsparing hver måned.

Du får udbetalt din normale løn i din ferie, hvis du har ret til ferie med løn. Derudover har du krav på 1% af din samlede løn i ferietillæg. Dette tillæg kan du forvente at modtage omkring april/maj. Tillægget afhænger også af, hvilken overenskomst du er dækket af.

Hvis du derimod ikke har ret til ferie med løn, så tjener du typisk 12,5% af din løn i løbet af året. Dette beløb får du så udbetalt, når du vælger at holde ferie. På din lønseddel vil du kunne se, hvor mange feriedage du har brugt i lønperioden, og hvor mange feriedage du har tilbage.

Fradrag
Et skattefradrag er et beløb, som du kan trække fra personindkomsten og som dermed er skattefrit. Er du berettiget til et fradrag, vil du dermed få et større rådighedsbeløb.

Du vil ofte kunne se dit fradrag på din lønseddel, da dette skal trækkes fra, før du betaler A-skat. Du kan bl.a. få kørselsfradrag, fradrag af renter og beskæftigelsesfradrag m.v. Dit fradrag bliver beregnet automatisk, baseret dine oplysninger hos skat og din arbejdsgiver. Men du har selv ansvaret for at ændre dine oplysninger, hvis de er ukorrekte – tjek derfor din forskudsopgørelse, som du kan få tips til her.

Periode / År til dato
På nogle lønsedler, vil der være angivet en oversigt over din bruttoløn, AM-bidrag, ATP og pension. Denne oversigt, vil ofte vise dig beløbet for den periode som lønsedlen viser, og hvor meget du har indbetalt i løbet af hele året.

Normtid
Det antal timer du har aftalt med din arbejdsgiver at du arbejder, før det tæller for overarbejde.

Hvad kan der ske ved ikke at tjekke sin lønseddel?

Hvis du ikke tjekker din lønseddel, kan du risikere at du går glip af penge du har krav på – det kan bl.a. være i forbindelse med:

  • Forkerte antal arbejdstimer
  • Forkerte pensionsindbetalinger
  • Tillæg som du ikke får, selvom du har krav på dem

I tilfælde af, at du er timelønnet, bør du altid notere antallet af dine arbejdstimer dagligt, så du hver måned kan se om du får udbetalt din berettiget løn. Sørg også altid for at undersøge den overenskomst du er dækket af, da det kan variere hvilke rettigheder du har på arbejdspladsen. Hvis du har spørgsmål, eller er i tvivl om noget, kan du altid kontakte din Fagforening eller A-kasse, som kan hjælpe.

Hvad skal lønsedlen leve op til lovmæssigt?

  • Din arbejdsgiver skal give dig en lønseddel
  • Lønsedlen skal indeholde punkterne som ses øverst i artiklen
  • Ingen formalitetskrav, den skal blot være læselig
  • Får du lønsedlen elektronisk, skal arbejdsgiveren stille en printer til rådighed
  • Arbejdsgiveren skal gemme dine lønoplysninger i fem år fortroligt

Hvorfor skal jeg gemme min lønseddel?

Ikke nok med at din arbejdsgiver skal gemme dine lønsedler 5 år frem, så er det også en god idé selv at gøre det. Størstedelen af befolkningen i dag, modtager sin lønseddel elektronisk, men du bør også gemme dem, hvis du får dem i papirform. Dette skyldes at det altid er godt at kunne dokumentere, at du har fået udbetalt den rigtige løn og betalt den rigtige skat af den.

Det er også en god idé at have i tilfælde af, at din arbejdsgiver går konkurs. I det tilfælde skal du kunne dokumentere dine løntimer til Lønmodtagernes Garantifond, for at få udbetalt din løn efterfølgende.

I 2014 viste en undersøgelse i Danmark at 54% af danskerne, havde oplevet fejl i deres lønseddel. Dette var bl.a. forkerte antal timer, overset overarbejde, ubetalt pension osv. Det er derfor vigtigt at du foretager et løntjek hver gang du modtager løn. Husk at du altid kan søge hjælp til din lønseddel, hvis du har brug for det.