← Tilbage til bloggen
Af: Tanja Riishede Duus, @mor_paa_su

Vejen til økonomisk frihed som mor på SU

Skrevet: 10. september 2018

Her er jeg

Økonomi er mange ting og for mig er økonomi oftest = prioritering. Men tidligere forbandt jeg i høj grad penge med en evig bekymring om at kunne betale regninger og kunne give vores søn de ting han manglede. For at forstå en persons økonomiske situation og valg, bør man også kende personens historik. For hvad gik galt.. og hvad gik godt? Det er ingen hemmelighed at budgettet er stramt på su og når man, som min mand og jeg, begge er startet forfra på en uddannelse og derfor begge sidder stramt i det – ja så skal der prioriteres skarpt. Desværre har vi begge haft et rigtig dårligt forbrugsmønster, der har slæbt efter os i en del år og faktisk først nu – fem år efter at være startet på vores nye uddannelser – kunnet begynde så småt at se lys for enden af tunnelen.

Det at man samtidig med en lav indtægt, som su, også skal være i stand til at betale gammel forbrugs(fest)gæld af, gør jo på ingen måde situationen lettere. Vi levede derfor en lang periode lidt fra måned til måned og når regningerne var blevet betalt, måtte vi se hvor meget der så var tilbage. Den løsning holder naturligvis ikke i længden, så derfor tog vi en beslutning om at vores købeadfærd måtte ændre sig. I dag er jeg 32 år gammel, kan kalde mig kandidatstuderende – hvilket jeg er ret stolt over, kone og mor til en fantastisk søn på 3. Det har krævet stor tålmodighed at nå hertil, men jeg kan love dig der læser med, at ingen kan tage følelsen af tilfredshed og stolthed fra dig, når du får betalt et
forbrugslån ud.

I starten gik det lige, kun lige

Vi har aldrig haft fællesøkonomi og da vi flyttede sammen i 2013, lavede vi en årlig udregning af vores fællesudgifter, som eks. husleje, forsikring og mad, så min mand kunne overføre et fast beløb til min budgetkonto hver måned og alle fællesregninger gik den vej. Det gav i første omgang mere stabilitet. Men vi var også klar over, at hvis vi ville have børn mens vi læste, måtte der gøres mere end bare at ligge et budget.

I første omgang kunne vi ikke gøre ret meget for at nedbringe hver vores forbrugsgæld, da gælden på dette tidspunkt stadig var for høj til at kunne få betalt ud med det samme. Vi begyndte derfor langsomt at omlægge en lang række vaner. Det kunne være ting som, at spare en tørretumbling ved at hænge tøjet udenfor, tage kortere bad, være gode til at spise rester/ få tømt køleskab og fryser eller se flere film hjemme i stedet for at gå i biffen. Vi sparede også lidt ved at nedgradere vores tv-pakke og skifte forsikringsselskab.

Da vi efter et års tid med ændrede vaner havde lidt mere stabilitet økonomisk, fik vi pludselig en uventet mulighed. Vi blev inviteret til bryllup hos et vennepar i USA – wow. Selvom vi i bund og grund økonomisk set ikke var i stand til at kunne betale en tre ugers rejse, med alt hvad det indebærer af fornøjelser, lånte vi alligevel flere penge – uden at blinke – for hvornår ville vi nogensinde få en så vild oplevelse sammen igen? Når jeg ser tilbage på vores rejse i dag, fortryder jeg ikke at vi lånte pengene og tog afsted, men det ældre jeg ville nok have bedt mit yngre jeg om at tænke sig om en ekstra gang eller to, før hun gik i banken og lånte 30.000.-. For jeg kunne sagtens have undværet nogle ting på turen og shoppet langt mindre!

Økonomiske tømmermænd og en baby på vej – hvad nu?

Allerede en måned efter vores rejse, blev jeg gravid. Nu stod jeg med et banklån, med et afdrag på 1000.- om måneden og en overtrukken kassekredit på 10.000.- oveni i min i forvejen opbyggede gældsfest. Vi følte os heldige over at det var gået så hurtigt og skræmte på samtid, for en baby koster mange penge og jeg tror jeg taler for os begge to når jeg siger, at ingen af os havde regnet med at jeg ville blive gravid så hurtigt. Heldigvis fandt jeg ud af at jeg var gravid ret tidligt, så vi havde god tid til at planlægge hvilke ting vi skulle have købt, hvilke vi kunne ønske os og hvilke vi kunne vente med at købe til senere.

Selvom vi allierede os med forældre og svigerforældre, fik babyting i julegave og mange ting i barselsgave, blev vores første år med vores søn ret hårdt. Jeg kom på barsels-su og gik derfor en del ned i indtægt og vi havde samtidig besluttet os for at flytte. Både fordi vi ønskede at vores søn skulle vokse op i et mere trygt kvarter og for at flytte i en mindre lejlighed, hvor vi på længere sigt, ville kunne spare penge på huslejen. Igen måtte jeg ud at låne penge, denne gang til det nye indskud. Så man kan hurtigt regne ud, at der bestemt ikke var råd til andet end regninger, bleer og modermælkserstatning i den periode.

Hvad der ikke slår dig ihjel, gør dig klogere

Selvom det første år, efter vores søn kom til verden, var super stramt og super hårdt på flere måder, er jeg i dag virkelig stolt over at kunne sige, at det var det hele vær. Det lønnede sig virkelig at vi flyttede i en billigere lejlighed, vi er længere i vores gældsafvikling og vi har lært at prioritere meget skarpere. Det føles så godt langt om længe at kunne sige, at inden 2018 er omme, er jeg færdig med at betale det sidste af min forbrugsgæld ud og skylder nu kun omkring 15.000.- i banken og naturligvis min su-gæld, som jeg ikke skal afdrage på foreløbig.

Nøglen til at få mit (vores) budget til at hænge sammen i dag, handler i høj grad om at have en plan og ikke at bruge hver en krone, så snart der står penge på kontoen. Samtidig holder vi fast i de gode vaner vi tillagde os i starten, som eks. den med at tørre tøjet udenfor. Jeg er også stoppet med at købe tøj til mig selv og vores søn på afbetaling og køber kun når jeg rent faktisk har penge. Det har virkelig gjort en forskel! Jeg ved også at jeg skal regne med udgifter til eks. vintertøj og støvler tidligt i sensommeren/ efteråret i stedet for først til november. På den måde opnår jeg ofte nogle gode rabatter, når børnetøjsbutikkerne holder udsalg og kan ligge lidt fra til den slags ting over et par måneder, hvilket gør det meget mere overskueligt.

Derudover køber og sælger jeg også en del brugt og mener selv jeg er god til at se langt størstedelen af mine køb, som en overvejelse eller en investering. Langt de fleste af mine jeans er mere end 5 år gamle, men de holder stadig fordi jeg køber klassiske modeller og god – lidt dyrere – kvalitet. Jeg kan samtidig også godt lide at være lidt miljøbevidst på den front. Det samme gælder når vi er gode til at huske at slukke lyset efter os eller tage en pose med hjemmefra, når vi skal ud at handle. Her sparer vi både penge til os selv og sparer miljøet for unødig plastik og den mentalitet er jeg kæmpe fan af. Jeg er også godt opdraget hjemmefra, til at passe godt på mine ting, så jeg sørger også for at få repareret mine ting når de går i stykker, fremfor at smide ud og købe nyt. Eks. har jeg lige for nylig sendt min vinterjakke til reparation for første gang – den er næsten 8 gammel – og jeg er meget glad for den og har bestemt ikke tænkt mig at købe ny foreløbig.

At være på su, har også lært mig at sætte pris på så utroligt mange andre ting end lige de materielle. Og jeg kan ærligt sige, at jeg på ingen måde har behov for at købe nyt tøj hver måned – heller ikke til vores søn – eller alt hvad der lige trender på Instagram. Det er jo nemt at lade sig påvirke af de nyeste trends, men for mig er der virkelig meget power i at sige; ”ja det er fedt, men jeg behøver det ik´(og om få måneder er det bare noget andet der er smart)”.
Desuden kan jeg også mærke, at ønsker jeg mig en lidt større ting over længere tid, så er følelsen af endelig selv at have råd til at købe den, eller glæden ved at få den foræret i fødselsdags- eller julegave langt større. Det har også givet mig en langt større trang til ikke at eje for meget, når nu vi bor på mindre plads. Så for mig har hele processen med at starte på su igen, ligeså meget været en lære-/ bevidsthedsproces om hvilke materielle ting i vores liv, der egentlig giver mening for os at købe