Monni.dk er et affiliate-site indeholdende reklameartikler og reklamelinks, drevet i kommercielt øjemed
← Back to the blog
Author: Preben Mouritzen

Rekordhøje boligpriser i vente i 2019

Written: 29. januar 2019

Last Updated on by

Stigende realløn, et ekstremt lavt renteniveau og en høj beskæftigelse ventes at kunne drive huspriserne op i nyt rekordniveau i år.

Boligfesten ser ud til at være gået fra ejerlejlighederne i de store byer til parcelhusene i de øvrige dele af landet. Ikke at vi vil opleve en eksplosion i priserne, men blot en fortsat stille og rolig stigning, som vi har oplevet det de senere år.

Hvis de gennemsnitlige huspriser i år blot stiger 2% – hvilket er ca. halvdelen af den stigning vi så i hele år 2018 – vil et gennemsnitligt parcelhus i Danmark komme til at koste over 2 mio. kroner. Det er aldrig set tidligere og en yderligere bekræftelse på, at vi fortsat er inde i en økonomisk optur i Danmark.

I den sammenhæng skal man imidlertid også tænke på, at rekordprisen på de 2 mio. kroner er i nominelle kroner, hvor der ikke er korrigeret for inflationen. Gør vi det, vil priserne i virkeligheden fortsat ligge en del under toppen i 2007, hvor krisen året efter satte en stopper for den optur og prisfest, vi havde været vidne til i årene tidligere.

København mistede pusten

Kigger vi lidt tilbage på det forgangne år, kan vi konstatere, at København og til dels Aarhus oplevede stagnation, hvor specielt prisen på lejligheder trak den forkerte vej. Og det er ikke overraskende, for netop i disse to byer er der indført skærpede krav om fem procents udbetaling, ligesom der er lagt restriktioner på lånemulighederne – begge dele som et værn mod at undgå en boligboble og sikre stabilitet på markedet.

Ser vi bort fra denne udvikling, steg priserne på enfamilieshuse på landsplan med 3,6% i 3. kvartal 2018 sammenlignet med samme kvartal forrige år.

Knap så store prisstigninger så vi på ejerlejligheder, som steg med 3,1%. Det er faktisk en bemærkelsesværdig forskel, for det er syv år siden, at prisstigningerne på enfamilieshuse er steget mere end priserne på ejerlejligheder.

Køberinteressen flytter ud fra storbyerne

Priserne i storbyerne er dog fortsat historisk høje, og derfor er en del af køberinteressen er flyttet længere ud til de øvrige regioner i landet, hvor der iflg. Dansk Ejendomsmæglerforenings tendensanalyse for 4. kvartal 2018 hersker en del optimisme. Et flertal i region Sjælland, Syddanmark og Midtjylland forventer således, at priser og liggetider på alle boligtyper vil forblive uændret eller blive forbedret i den kommende tid.

Der er især optimisme for enfamilieshuse, hvor over halvdelen af foreningens medlemmer i Region Syddanmark og -Midtjylland iflg. analysen forventer højere priser om et år.

Huspriserne steget mest på Bornholm

Iflg. Boligmarkedsstatistikken, der hvert kvartal udarbejdes af Finans Danmark, er Bornholm den landsdel, hvor huspriserne er steget mest fra 3. kvartal 2017 til 3. kvartal 2018, nemlig med hele 11,4% – altså langt mere end de næste par stykker på listen, som kommer her:

  1. Bornholm: 11,4%
  2. Fyn: 6,1%
  3. Københavns omegn: 5,4%
  4. Østsjælland: 5,3%
  5. Vest- og Sydsjælland: 4,7%
  6. Østjylland: 3,9%
  7. Nordjylland: 3,0%
  8. Sydjylland: 2,7%
  9. Vestjylland: 2,6%
  10. Nordsjælland: 1,3%
  11. København by: 0,4%.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Huspriserne er således ikke faldet i nogen landsdele, men som det fremgår af listen, er vi tæt på nulvækst i København by, hvor huspriserne blot er steget med 0,4 procent. Samtidig er huspriserne på det næsthøjeste niveau nogensinde, idet det kun var i 2. kvartal 2007, at de var en anelse højere.

Justeres huspriserne for inflation er vi fortsat et godt stykke fra toppen i 2007.

”Siden midten af 2007 har inflationen udgjort 17%, så opgjort i reale priser er der tale om et prisfald i samme størrelsesorden”, siger fagekspert i boligøkonomi i Bolius, Jørgen Munksgaard Rasmussen.

Enorme geografiske prisforskelle

Huspriserne er steget over alle landsdele, men ikke i alle kommuner. De er steget i 77 kommuner, mens 20 kommuner har haft et fald i den gennemsnitlige kvadratmeterpris på de huse, der er blevet solgt.

Tallene gemmer så også på enormt store geografiske forskelle. Således er m²-prisen på Frederiksberg næsten 10 gange højere end på Lolland, som er landets billigste kommune at købe hus i med en m²-pris på 4.841 kroner.

Et gennemsnitligt parcelhus på 145 m² på Frederiksberg kan erhverves for i underkanten af 10 mio. kroner, mens et tilsvarende hus på Lolland kan købes for kun godt 700.000 kroner.

Frederikshavn har den største stigning i m² prisen

Måske lidt overraskende er det en by i Nordjylland, der kan notere sig for den største husprisstigning, nemlig Frederikshavn hvor huspriserne er gået op med 27 procent fra 3. kvartal 2017 til samme kvartal 2018. På 2. og 3. pladsen over stigninger finder vi – måske også overraskende – Lolland og Langeland Kommuner, hvor huspriserne begge steder er steget med 20,6%.

Bemærk imidlertid, at den store stigning kan skyldes, at nogle få, dyre huse er blevet solgt i perioden, eller at der er kommet et nyt boligkvarter i området. Og omvendt kan det modsatte være tilfældet i de kommuner, der har oplevet fald i m²-prisen.

Sidstnævnte har de oplevet specielt i kommunerne i Vesthimmerland, Jammerbugt, Mariagerfjord og Norddjurs, hvor huspriserne er faldet med hhv. 14,0%, 12,7%, 12,6% og 11,2%. Blandt de kommuner, der er med på listen med fald i m²-prisen finder vi også nogle lidt større kommuner som fx Frederiksberg, Næstved, Herning og Helsingør.

Mange fortsat langt under topniveauet i 2007

Fagekspert i boligøkonomi i Bolius, Jørgen Munksgaard Rasmussen, understreger dog, at der fortsat er tale om meget store forskelle i prisudviklingen siden topniveauet i 2007.

”Flere områder i landet halter rigtig meget bagefter. Mens huspriserne i Københavns omegn er steget med 16 procent ligger priserne på Vest- og Sydsjælland stadig 22 procent under niveauet i 2007”, anfører han.

Note: Tallene stammer fra Boligmarkedsstatistikken, der er lavet af Finans Danmark. Statistikken dækker de gennemsnitlige kvadratmeterpriser i kroner for de huse, der er blevet solgt i kommunen i et kvartal.

Om forfatteren Preben Mouritzen er bankuddannet i Midtbank i 1973 og har erfaring fra mange forskellige afdelinger i banken. Derudover har han 22 års erfaring som marketingchef i Vestjysk Bank og efterfølgende ejer af eget marketingbureau med fokus på kommunikation for banksektoren. Ekspert i undersøgelser, analyser og kundekommunikation for den finansielle sektor.